I Kommentaren lader vi os inspirere af visionære mennesker med spændende idéer. Kommentaren er en del af Timbeds blog, hvor vi italesætter og diskuterer stort og småt inden for etik og compliance. Vi modtager også dit input – send det til Aske Johansen. 

I den seneste Kommentar skrev vi om magtforhold og om hvordan en handling bliver til praksis bliver til kultur bliver til problemblindhed. I februar er det ikke #MeToo specifikt, men en af efterdønningerne af fænomenet, der har inspireret. Det er nemlig Time’s Up-manifestet, som du kan læse mere om under ’Kort fortalt’, der har fået os til at reflektere over, hvad der i det hele taget motiverer os mennesker til at agere politisk korrekt: Er det regler eller er det værdier?

Politisk korrekthed

Kommentaren udspringer i denne omgang ikke at et citat, men derimod af begrebet ’politisk korrekthed’. Politisk korrekthed har været genstand for diskussion de sidste par år. Det er blevet et våben for de, der mener at vi i dag tager for mange hensyn men også for de opponerende, der mener at vi skal tage større hensyn. Man kan vel sige, at der er gået inflation i begrebet. Faren er, at når man relaterer alting til ét begreb betyder begrebet i sidste ende ingenting. Og det ville være synd, når nu ’politisk korrekthed’ er en konceptualisering af et større fænomen.

Udtrykket opstod i sidste halvdel af 1980’erne for bevæge sig i retning af ligeværdig, ikke-diskriminerende handicappede og etniske minoriteter (kilde: Gyldendal Den Store Danske). Politisk korrekthed er altså et fænomen, altså ”det at tage hensyn”, og historisk har politisk korrekthed især knyttet sig til vores sprogbrug, fx når vi udskifter ord et ord for et andet, der er mere hensynstagende og som ikke træder andre over tæerne.

Stikker dybere end ord

I dag er det svært at begrænse politisk korrekthed til kun at omhandle vores sprogbrug – MeToo er vidnesbyrdet. Politisk korrekthed nu også om, at vi skal handle (agere!) politisk korrekt. Seksuel chikane, sexisme og overgreb er ikke politisk korrekt adfærd. Det samme gælder korruption, skævvridning af konkurrence, (fortsæt selv listen…). Men hvor går grænsen, og hvem definerer den; hvem bestemmer, hvad der er politisk (u)korrekt?

Det er et tilbagevendende spørgsmål og også det, der gennem årene og til stadig får kritikerne af fænomenet op ad stolen. Fra at parodiere, fx ved at kalde dværge for vertikalt udfordrede til at kritisere, fx at man ikke længere må kalde social belastede områder for ghettoer. Og det er hér, midt i ytringsfriheds- og værdikampen, at denne måneds Kommentar får sin berettigelse.

Trussel eller mulighed?

Det er fristende at sige, at politisk korrekthed repræsenterer en trussel mod vores personlige frihed; at det hæmmer ytringsfriheden; at det vil afføde et tankepoliti, der ultimativt vil forme et totalitært meningsdiktatur, hvor tanke- og meningsdifferencer ikke tolereres. Eller er politisk korrekthed i virkeligheden den mest effektive måde hvorpå man kan bemyndige sine ansatte og få virksomheden til at vokse?

Hvis man vender tilbage til begrebets oprindelige betydning – at politisk korrekthed handler om at udrydde sprog og praksis, der fornærmer sensitive følelser som køn eller race, virker det ikke som en trussel mod ytringsfriheden og en ærlig udvekling af idéer. At have en politisk korrekt arbejdsplads, er snarere en forudsætning for at lykkes som moderne virksomhed. Det argumenterer Mark Lindley, som har skrevet følgende 4 punkter, i hvert fald:

  1. At politisk korrekthed ikke kun handler om vores sprog – det er vores handlinger;
  2. At politisk korrekthed ikke forhindrer, men tillader, en ærlig meningsudveksling;
  3. At politisk korrekthed tilskynder til et multikulturelt arbejdsmiljø;
  4. At politisk korrekthed åbner grænser, åbner døre, åbner sind – og åbner muligheder for virksomheder.

Altså, at politisk korrekthed kort sagt fostrer et ’sikkert’ rum, hvor individer frit kan diskutere nye idéer uden fordomme, samtidig med at alle får mulighed for at dele deres tanker uden forbehold. Det er dét, der giver virksomheder vokseværk.

Med lov skal… hvad bygges?

Det står efterhånden klart: politisk korrekthed er et kulturelt fænomen. Og ønsker man at ældre på noget kulturelt, så er det i virkeligheden værdier, man skal ændre på. Indfører man regler og love, er det blot strukturen, man ændrer på. Så hvad motiverer til politisk korrekt adfærd? Værdier eller regler? – Ja, det er et valg mellem do good eller straf; ønsker man adfærd, som kommer indefra og bygger på lyst eller ønsker man adfærd, som handler om at undgå straf? Det er ikke op til os at svare på, men prøv selv at tænke over, hvordan virksomheder laver politikker – her står love aldrig alene. For at definere en politik handler om at udtrykke værdier, kombinere dem med omverdenens, interessenters samt lovmæssige forventninger (og standarder) og derigennem søge en version af ’politisk korrekthed’ blandt ansatte og samarbejdspartnere.

Kort fortalt

Prominente danske filmfolk som Trine Dyrholm, Nikolaj Coster-Waldau og Ghita Nørby er blandt de over 1000 danske film- og teaterfolk, der har underskrevet et #TimesUp-manifest, som tager afstand fra sexchikane og -krænkelser i den danske film- og teaterbranche. Manifestet blev først formuleret i en Facebook-gruppe, hvor kvinder fra scenekunst- og filmbranchen i fortrolighed har delt deres vidnesbyrd med hinanden. Manifestet, som du kan læse på skrivunder.net, er inspireret af den internationale bevægelse Time’s Up, som er opstået i Hollywood og støtter kvinder i sager om sexchikane og overgreb. Manifestet opfordrer til en kulturændring i retning af ligeværdighed, åbenhed og tryghed.

Læs tidligere udgaver af Kommentaren og Nyhedsresumeet eller kontakt os og få hjælp til at digitalisere dine processer.