Vi mennesker lærer i alle sammenhænge – på arbejdet, i fritiden og i hjemmet. Vær med, når vi i artikelserien ’Lær hvordan du lærer’ sætter fokus på de sociale læringsprocesser, eller bare ”social læring”. I de fem artikler får du samfundsparadokser og dyreliv; pragmatiske råd og håndgribelige do’s and don’ts.
Læs artiklen hvis du vil vide mere om individualisering og hvordan det besværliggør social læring. Artiklen hjælper dig også til at reflektere over, hvad læring er for en størrelse.
Hvor begynder man? Hvor, hvornår slutter man?
Det kan være svært at starte en artikel som introducerer social læring. For er der noget vi alle deler, så er det vores evne til at lære på tværs af tid og sted.
Forestil dig, at du er på et fly…
»Learning is finding out what you already know«, skrev den amerikanske forfatter, Richard Bach, i sin fortælling ’Illusioner’. En vigtig pointe, men også et sjovt sted at starte denne læringsproces. Prøv at forestille dig dette:
Du er amerikansk statsborger og er på vej til Storbritannien for første gang. Du flyver med British Airways og på flyet kan du vælge imellem en ret med kylling og en ret med grøntsager. Du bemærker, at en af grøntsagerne i den vegetariske ret er aubergine. Du tror, at de refererer til den grøntsag, du kender som eggplant. Men du er ikke helt sikker, og du går på internettet og lærer at aubergine kan være aflange og violette, små og stribede eller runde og hvide. Du ved, at det kan eggplant også, og det øger din tro på at eggplant og aubergine referer til samme grøntsag.
Aubergine og eggplant refererer til samme grøntsag. Det ved du, fordi du tidligere har lært at aubergine er en grøntsag og du er bekendt med dens udseende. Du har altså lært noget nyt ved at huske på det, du tidligere har lært – du har lært på tværs af tid. Med hjælp fra internettet har du også lært på tværs af sted – du har fået ny viden om grøntsagen, selvom du ikke befinder dig et sted, hvor der dyrkes auberginer (jeg er i skrivende stund ikke stødt på et grøntsagsdyrkende fly!)
En flyvetur over Atlanten kan være fremmende – tjo, men vi lærer gennem hele livet og i alle mulige sammenhænge. En flyvetur er én sammenhæng. Den tid, vi går i skole, er en anden, vigtig sammenhæng.
I skolen lærer vi at være sammen – men det er ikke alt
Ja, den er god nok! I skole lærer vi at være sammen. Men mere om det senere. I skolen lærer vi nemlig først og fremmest at gå og vi går gradvist, forsigtigt, ind i de voksnes rækker. Det er en vigtig læringssammenhæng, og det er der flere grunde til.
1. Det vi lærer, gør vi
I løbet af vores skolegang lærer vi at lære. Vi lærer, og så lærer vi at bruge det vi har lært. Det er det, Bach forsøger at sige, når han bygger videre på sit citat: »Learning is finding out what you already know. Doing is demonstrating that you know it«.
2. Når vi lærer, er vi sammen
Uanset sammenhængen – om det er amerikansk litteratur i engelsktimen, landbrug i naturfag, boldspil i frikvarteret, er vi aldrig alene. Vi har alle været elever i en klasse i en skole i et folkeskolesystem i et undervisningssystem, i… Listen er lang, det er pointen ikke: Vi er altid sammen om at lære, og når vi bruger (når vi demonstrerer) vores viden, gør vi det sjældent alene foran spejlet. Nej, vi gør foran en klasse eller en censor eller en kollega eller en chef
3. Det vi lærer, er vores eget ansvar
Vi kan blive motiveret, hjulpet, vejledt. Men ingen kan tvinge os til at lære det, vi forventes at lære under vores skoletid. Det er i sidste ende vores eget ansvar, ligesom det er op til os selv at sørge for at få gode karakterer. Og det er her, filmen knækker. Det er i hvert fald her, et paradoks opstår – et paradoks, der afholder alt for mange fra at engagere sig i sociale læringsprocesser i og udenfor undervisningssystemet, for eksempel på arbejdspladsen.
Paradoks besværliggør social læring
Lad os gøre plads til en fortsættelse af Bachs citat, før vi går videre:
»Learning is finding out what you already know. Doing is demonstrating that you know it. Teaching is reminding others that they know just as well as you.«
Hvad Bach siger, relaterer sig til hvad vi for nu kan kalde ”sociale læringsprocesser” – vi gør hvad vi lærer og er sammen, når vi lærer. Omformuleret: Vi handler ud fra det vi ved og det vi ikke ved (at vi ved), lærer vi af andre. Det er ikke kun skolesystemet der bygger på denne idé. Også samfundet gennemsyres af de sociale læringsprocesser.
Tag bare vores demokratiske dannelse, hvor vi lærer stå sammen. Vi lærer at samfundet, dét er vi fælles om at løfte. Under vores demokratiske dannelse lærer vi at deltage – ikke kun i demokratiet, men også i andre henseender. Vi skal jo stå sammen! Og lad os så lige skrue tiden tilbage til dengang, hvor filmen knækkede i klasselokalet. Dengang hvor vi lærte, at det er vores eget ansvar at lære. Det er nemlig en del af en større samfundstendens som handler om at skille sig ud. Det handler om at se, gøre, opnå og være noget, andre ikke er.
Når trådene samles, opstår paradokset. Lad mig prøve at formulere paradokset som et spørgsmål, så du kan spørge dig selv eller dem omkring dig om det samme:
Hvordan lever du op til samfundets forventning om demokratiske dannelse (hvor fællesskabet er i højsædet), når individualisering er blevet en samfundsforventning?
Vi er selv løsningen på paradokset
”Fællesskab” og ”individualisering” er heldigvis ikke nødvendigvis modstridende. Der hersker ikke endegyldigt dikotomi.
For eksempel formår mange at balancere det fælles og det individuelle. Ja, i de fleste sammenhænge og fællesskaber forventes det, at vi er fælles om at være os selv. Tag bare klicheen fra jobopslaget: ”Du skal være selvstændig men god i teams.”
Det er én løsning – at være fælles om at være sig selv. En anden mulighed er at omfavne idéen om, at individuel læring er forbundet med fællesskaber og at det er i forholdet til disse fællesskaber, vores viden og kompetencer tager form. For uden et net af fællesskaber, ville vi ikke være lærende mennesker. Eller som Richard Bach slutter:
»Learning is finding out what you already know. Doing is demonstrating that you know it. Teaching is reminding others that they know just as well as you. You are all learners, doers, teachers.«
Næste gang i ’Lær hvordan du lærer’
Vi har nu berørt, hvordan en samfundsforventning som individualisering gør det sværere at deltage i sociale læringsprocesser og fællesskaber – noget, som ellers ligger i det lærende menneskes natur. Nu er scenen sat. Næste gang fortsætter vi med læringsfælleskaberne (eller ”praksisfællesskaberne”) og går i dybden med social læring på arbejdspladsen.
Hvis du kunne lide denne artikel, så del den via ikonerne nedenfor.
Vær sikker på at du ikke går glip af fremtidige artikler og følg samtidig med når vi kommer med smarte, pragmatiske forslag til hvordan virksomheden opnår – Komplet. Ukompliceret. Compliance.
[…] du læste det første kapitel af ’Lær hvordan du lærer’, har du garanteret også overvejet, hvad der gør en artikelserie om social læring relevant. Det […]